Interview

Som direktør i Østifterne har Lars Suhr Olsen stået i spidsen for foreningens markante udvikling. Nu er det tid til at flytte fokus over på ham selv i stedet og finde ud af, hvad der findes på den anden side af et langt arbejdsliv

Af Emma Schultz Christiansen, kommunikationskonsulent i Østifterne.

Efter 35 år i Østifterne, heraf de sidste 16 år som direktør, er det blevet tid til, at Lars Suhr Olsen går på pension d. 1. august 2025. I den anledning har jeg spurgt Lars om de valg, der førte ham til Østifterne, hvad der er helt særligt ved at arbejde i en uddelende forening og hvad han ser frem til nu, hvor han skruer ned for sit arbejdsliv og op for alt det andet, der også er vigtigt.

Vi mødes en forårseftermiddag i marts, hvor jeg har sat Lars i stævne i Østifternes mødelokale, der ligger lidt nede af gangen fra sekretariatets kontor i Nordhavn. Jeg har sendt spørgsmålene til Lars på forhånd og som altid er han mødt forberedt op, med spørgsmålene printet ud og kuglepensnoter i margen.

For det er noget, der kendetegner Lars. Han er altid velforberedt og han giver sig tid til sine medarbejdere. Selv i en periode som denne, hvor Østifterne og han selv aldrig har haft mere travlt. Hvor generationsskiftet lurer lige om hjørnet og hvor alle de forandringer, som både Østifterne og Lars står overfor, aldrig er helt væk fra bevidstheden.

Da vi sætter os ned, er det tydeligt at formatet er uvant for ham. Det plejer ikke at handle om ham selv. Faktisk mærker jeg en stille modvilje mod, at han overhovedet har sagt ja til mødeindkaldelsen.

Så vi indleder vores snak med at tale udenom – om vind, vejr og et hængeparti fra i formiddags. Vi skal lige i gang, ikke? Ligeså stille lægger jeg min iPhone på midten af bordet imellem os og trykker ’optag’.

Nu er det nu.

Jeg starter vores snak ved begyndelsen.

Hvem er Lars Suhr Olsen?

- Jamen, jeg er den næstældste i en søskendeflok på fire og jeg begyndte meget tidligt på arbejde. Det gjorde jeg efter realeksamen, som det hed i sin tid, hvor jeg flyttede fra en meget, meget, meget lille landsby på Falster til et værelse i København.

- Der var jeg 17 og et halvt år gammel og jeg flyttede til København, fordi jeg havde fået en elevplads i det, der dengang hed MLU Forsikring, som senere kom til at hedde Topdanmark. Der var jeg så fra 1971-1990.

I løbet af 1990’erne skifter Lars Topdanmark ud med Østifterne og det virker nærmest som en tilfældighed, da han fortæller om vejen til foreningen, som dengang var et forsikringsselskab.

- Jeg så en stilling som salgsdirektør i Østifterne Forsikring og den søgte jeg og fik. I 2009 opstår der så en mulighed for, at jeg kan tiltræde en deltidsstilling som direktør i foreningen Østifterne, samtidig med at jeg har en anden deltidsstilling i Nykredit.

Begge stillinger voksede dog hurtigt langt udover deres deltidsnormering og Lars beslutter sig derfor i 2014 for at koncentrere sig om Østifterne.

Hvorfor valgte du at fokusere på Østifterne og ikke Nykredit?

- Jeg kunne jo godt se perspektiverne i Østifterne. Hvis vi kunne spille vores kort rigtigt, så ville vi bliver rigtig store i foreningen Østifterne.

Det er bestemt heller ikke ambitioner, som Lars mangler. Siden han tiltrådte som direktør i 2009, har Østifterne gennemgået en massiv udvikling. Uddelingsniveauet er blandt andet steget fra 10-15 mio. kr. om året til omkring 100 mio. kr. om året.

Samtidig har Lars’ rolle som direktør også udviklet sig. Hvor han før var inde over alle beslutninger, projekter og samarbejder, har han i dag en mere administrativ rolle, som kun kan lade sig gøre, fordi han ikke længere sidder alene i sekretariatet.

For siden 2018, hvor den første fuldtidsansatte kom til, har Lars været omgivet af tætte kollegaer i sekretariatet, som i dag tæller syv medarbejdere, foruden Kenneth Hedegaard, der overtager Lars’ post som direktør til august, samt en kommende økonom og en kommende barselsvikar.

Overgangen fra selv at bestemme, til nu at dele ideerne og visionerne med sine kollegaer, har både krævet tilvænning og været et friskt pust.

- Altså, jeg har aldrig haft problemer med at være i mit eget selskab og når man, som jeg har, mest har arbejdet alene i ni års tid, så har man jo en bestemt forestilling om, hvordan alting skal gøres. Men jeg medgiver, at man får en masse impulser ved at få nogle nye kollegaer, der også stiller spørgsmålstegn ved, om det er sådan vi skal gøre fremadrettet og har nogle andre ideer end dem, jeg havde.

- Og det har også engang imellem været… En udfordring for mig at give slip. Men der håber jeg i hvert fald at eftertiden vil sige, jamen han gav også plads. Det havde jeg også sat mig for fra start af, da vi skulle ansætte den første. Jeg kan ikke være inde over alt og det skal jeg heller ikke være. Men det skal være på en måde, hvor jeg også sikrer, at bestyrelsen har det godt med det, der foregår.

Netop samarbejdet med Østifternes bestyrelse betyder meget for Lars, der altid har været et stærkt samlingspunkt og bindeled mellem sekretariatets daglige drift og bestyrelsens input.

- Jeg har set det som en opgave at sikre, at selvom vi nu giver os i kast med noget nyt, så skal vi også have bestyrelsen med i det her. For hvis ikke vi har det, så ender det jo med, at vi ikke får det rigtige samarbejde.

Samarbejde og gode kollegaer er med til at inspirere og udfordre Lars, men samtidig kan han også savne de mere simple tider, hvor han havde mere tid til at være med i projekterne og tid til at dyrke det netværk, der helt naturligt følger med, når man arbejder i en forening som Østifterne:

- Det var jo mig, der havde møderne med ansøgerne. Det kan jeg godt savne, fordi det var jo nogle ildsjæle, man mødte og det var nogen, der brændte for det projekt, som de nu gerne ville snakke om.

Men der er dog stadig tid til at dyrke en anden form for netværk.

For når først man har været en del af Østifterne, om det er som ansat eller delegeret, så er man en del af Østifterne resten af sit liv. Hvis man vel og mærke ønsker det. Man bliver en del af noget, der er større end én selv. Man bliver en del af traditionerne – af følelserne – og man mærker på egen krop, hvad det vil sige at repræsentere ”Østifterne-ånden”.

Der bliver ofte talt om den her særlige følelse, man får, som en del af Østifterne. De indviede beskriver det som ”Østifterne-ånden”. Hvordan vil du definere den her ”Østifterne-ånd”, hvis du skulle sætte nogle ord på den?

- Jeg synes det bedste for os, det er, at vi har et overskueligt antal delegerede. Vi har 35 delegerede og hver gang vi har et delegeretmøde, så sørger vi for, at de kommer til at sidde ved siden af nogle andre end dem, de sad ved siden af sidst. Det giver den her familiefølelse og det giver også en tryghed for alle, at de kender hinanden. Det er med til at skabe den her ånd vi har.

Ja, for der er en indbygget stolthed over at kunne være én af dem, der har været associeret med, ansat hos eller arbejdet med Østifterne. Det er ret stærkt at mærke, når man kommer ind som ny og det er også enormt unikt.

- Vi har jo også haft arrangementer, hvor vi har inviteret tidligere medarbejdere. Så de er også stadig nogle gode ambassadører for os rundt omkring i lokalområderne. Nogle af dem er endda ansat i andre forsikringsselskaber, men det forhindrer dem ikke i at søge tilbage til rødderne.

Det sidste siger Lars med et glimt i øjet, der både vidner om stolthed og en lille kækhed over at vide, at den forening, han står i spidsen for, fortsat betyder noget for dem, der har været en del af den gennem årene.

Mens vi sidder og snakker om tidligere og nuværende ansatte og delegerede, bliver det pludseligt uundgåeligt ikke også at runde Østifternes fremtid. En fremtid, som ikke længere tilhører Lars. Men det stopper ham ikke fra fortsat at have ambitioner og ønsker for foreningen.

Hvad håber du, der venter i fremtiden for Østifterne?

- Jeg håber, at man kan fortsætte og videreudvikle den position som Østifterne har i dag. Men også, at man kan fortsætte og videreudvikle den styrke, der ligger i, at vi er en forening, og ikke en fond.

- Jeg er specielt glad for, at vi har besluttet at opretholde de lokale uddelinger, fordi det er en kæmpe styrke, at vi har delegerede, der har en rolle og ikke kun kommer til to delegeretmøder om året, men ellers ikke har noget med os at gøre. Og det oplever jeg også, at de delegerede er stolte af. Så kan vi sagtens kombinere det med, at vi også har strukturelle projekter, som er mere ideologiske og hvor det er os, der styrer dem og sådan nogle ting. Men den vekselvirkning, der er mellem de to, synes jeg er en kæmpe styrke.

Traditionerne skal altså følge med alle de forandringer, der ligger og ulmer i horisonten. Forandringer, som har fulgt Lars’ vej mod pensionen. For generationsskiftet i ledelsen kommer samtidig med, at Østifterne det sidste års tid har været i gang med at udforme en ny strategi. Så det er ikke kun i ledelsen, der sker noget. Det er også i det daglige arbejde.

Og nu er der efterhånden ikke længe til, at Lars skal overdrage nøglerne og forandringerne til Kenneth Hedegaard, der siden januar har haft en aktiv rolle i strategiarbejdet. De to kender hinanden godt, da Kenneth har været en del af samarbejdet mellem Nykredit og Østifterne i mange år – og han har faktisk også deltaget i næsten alle delegeretmøderne igennem tiden.

Kenneth kender derfor alt til de traditioner, som ikke må gå tabt. Han kender også til alt det nye, der skal til at ske. Det er er derfor en ganske rolig Lars, der skal give sin post videre. Det bliver især tydeligt, da jeg spørger ham, om der er et særligt råd han vil give til Kenneth:

- Han behøver ikke det råd, for jeg ved også, at han selv er opmærksom på det. Men ellers vil jeg nævne det, som jeg i hvert fald har lagt vægt på i mit arbejde. Det er at få et tillidsfuldt samarbejde med formandskabet og bestyrelsen. Det er super vigtigt, at de og jeg er på samme bane og at de har fuld tillid til mig. Der må ikke være nogen overraskelser og det har der heldigvis heller ikke været.

Det er stærkt at mærke, hvor meget af sig selv Lars tager med på arbejde hver dag. Vores snak denne forårseftermiddag er gennemsyret af Lars’ evne til at blive personlig uden at blive privat. At udvise stolthed, uden at det bliver til arrogance.

Det er dén Lars, jeg kender. En ydmyg, arbejdsom og grundig direktør, som samtidig sætter stor pris på det sociale aspekt af en arbejdsplads. Han får altid hele sekretariatet med til frokost, han spørger altid ivrigt ind til nye udviklinger i sine medarbejderes liv udenfor arbejdet og han inviterer os også ind dér, hvor det godt kunne blive lidt privat.

Da jeg havde været ansat i Østifterne i én måned, blev jeg inviteret med til Lars’ 70 års fødselsdag, sammen med bestyrelsen og resten af sekretariatet. Her blev jeg placeret ved et bord sammen med noget af Lars’ nærmeste familie og jeg fik derfor lynhurtigt lov til at lære min nye chefs chef bedre at kende.

Til fødselsdagen lærte jeg hurtigt, at den Lars, jeg var ved at lære at kende, er den samme Lars, som hans familie og venner kender og holder af. Jeg lærte også, at hans arbejdsliv har fyldt meget for ham, lige siden han som 17-årig fik sin første elevplads i MLU Forsikring.

Faktisk har det fyldt så meget, at jeg blev en smule overrasket, da hans forestående pension blev annonceret på et internt møde i sekretariatet, et par måneder inden det blev offentliggjort.

Hvorfor det er nu, at du har valgt at sige stop?

- Jamen, jeg fik et wakeup call tror jeg. Faktisk i forbindelse med min 70 års fødselsdag, hvor min datter jo holdt en tale om, at hun havde afleveret mine kontaktdata til skolen og skolen havde så spurgt, om hun var sikker på, om jeg i det hele taget nogensinde ville komme til at hente mine børnebørn, for det har jeg aldrig gjort.

- Det blev til en erkendelse af, at hvis jeg skal få de rigtige relationer til mine børnebørn, så skal det være nu. Det hjælper ikke at vente til de er 12-13-14 år. Samtidig kører jeg meget tidligt hjemmefra om morgenen og kommer sent hjem om aftenen og… Kan jeg virkelig byde min hustru at bruge så meget tid på at arbejde? Så det var dét, der egentlig gjorde, at jeg tænkte, så var det måske nok også nu.

Det er svært at forestille sig, at Lars nogensinde bliver helt fri for én eller anden form for arbejde, selvom han nu ikke længere skal arbejde i den traditionelle forstand. Han håber da også selv, at han ikke fortaber sig til et liv på sofaen:

- Altså jeg håber ikke, at jeg nogensinde kommer til at være i en situation, hvor jeg sidder og bare ser fjernsyn. Jeg vil gerne holde mig i gang med forskellige ting. Jeg håber at kunne udfylde nogle roller inden for det frivillige arbejde.

- Og så mine børnebørn. Der må jeg også begynde at være lidt mere aktiv og tage del i deres fritid og sportsaktiviteter. Jeg kan måske hjælpe med at køre. Det er i hvert fald det, der er ambitionen, ikke?

Vi nærmer os slutningen på vores snak. Udenfor er eftermiddagssolen på vej henover himlen og vores vandglas er efterhånden tomme. Vi har snakket os godt varme og den time, der er afsat i vores arbejdskalendere, er hurtigt ved at forsvinde. Jeg har ikke mange spørgsmål tilbage. Faktisk har jeg kun ét.

Men det er meget personligt og jeg ved ikke, om det endnu engang vil lykkes for Lars at dreje samtalen udenom sig selv og over på sit arbejdsliv, sine kollegaer eller sin familie.

Jeg prøver alligevel en sidste gang at få fokus tilbage på ham selv, stik imod Lars’ væsen. Jeg vil nemlig virkelig gerne høre ham om, hvilket aftryk eller hvilken arv, han håber på at efterlade. Hvordan håber han, folk husker ham?

- Jo, jeg håber at efterlade det aftryk, at jeg har været ordentlig. Altså, at man har kunnet stole på mig og at jeg ikke på nogen måde skejer ud eller...

Han holder en kort tænkepause.

- Og også, at jeg har været arbejdsom og ikke har siddet med fødderne oppe på bordet og bare ladet tingene komme. Det er i hvert fald det, jeg håber, jeg efterlader som aftryk.

Det tror jeg også du gør.

Lars trækker lidt på smilebåndet.

- Nå, men det er godt.

Hvorefter han slår en latter op, som alle, der har haft fornøjelsen af at møde Lars, vil genkende.