Et godt liv uden kriminalitet

En forandringsmission under puljen Social Forandring for Bedre Trivsel. Se udvalgte bevilgede indsatser i denne forandringsmission nederst på siden.

Hvordan forebygger vi kriminalitet – og hvordan skaber vi reelle muligheder for et trygt og værdigt liv uden kriminalitet?

Med forandringsmissionen Et godt liv uden kriminalitet støtter Østifterne indsatser, der arbejder langsigtet og helhedsorienteret med hele kriminalitetens livscyklus: fra tidlig forebyggelse, over en meningsfuld og opbyggende afsoning, til en bæredygtig ny start efter afsoning.

Vi tror på, at varige forandringer skabes i fællesskab. Derfor arbejder vi med økosystemforandring, hvor myndigheder, kommuner, civilsamfund, erhvervsliv, lokalsamfund – og ikke mindst målgruppen selv – spiller sammen. Målet er at styrke opvækstvilkår, sociale fællesskaber og adgangen til uddannelse, arbejde og meningsfulde fællesskaber.

I Østifterne tager vi altid udgangspunkt i det hele menneske. Vi støtter indsatser, der ser mennesker som mere end deres handlinger eller deres fortid – og som arbejder med ressourcer, håb og potentiale frem for stigmatisering.

Hvad lægger vi vægt på?

Vi prioriterer indsatser, der:

  1. Forebygger kriminalitet tidligt og reducerer risikoen for tilbagefald.
  2. Styrker sammenhængen før, under og efter afsoning.
  3. Skaber samarbejde på tværs af sektorer og aktører.
  4. Involverer målgruppen aktivt i udviklingen af løsninger.
  5. Bidrager til strukturelle og langsigtede forandringer.

Målet er et samfund, hvor færre ender i kriminalitet og hvor vejen tilbage til et trygt, aktivt og værdigt liv er både mulig og understøttet af fællesskabet.

Forandringsmissionen Et godt liv uden kriminalitet kan søges via puljen Social Forandring for Bedre Trivsel, og vi opfordrer både nye og etablerede aktører til at søge, hvis jeres indsats bidrager til missionens mål.

Kontakt: René C. Nielsen rcn@oestifterne.dk.

Udvalgte bevilgede indsatser i forandringsmissionen

Kulturel forankring og kompetenceudvikling af indsatte

Kriminalforsorgen i Grønland ønsker at gennemføre beskæftigelsesindsatser for de indsatte, der skal styrke deres kulturelle forankring samt udvikle deres kompetencer inden for områder, som det grønlandske samfund mangler arbejdskraft til. En betydelig del af de indsatte i anstalterne fremstår rodløse og der ligger et stort potentiale for den enkelte og samfundet ved at styrke forankringen og kendskabet til den grønlandske kultur. Initiativerne omhandler bl.a. udnyttelse af uld fra slagtefår i Sydgrønland, madlavning, tromme- og maskedans,samt husflidskunst.

Fra erfaring til forandring – styrkede brugerstemmer

Pilotprojektet “Fra erfaring til forandring – styrkede brugerstemmer” udvikler og afprøver bæredygtige rammer for frivillige erfaringsformidlere med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen. Gennem kompetence-opbygning, fællesskab og supervision styrkes de frivilliges trivsel og gennemslagskraft. Samtidig øger projektet viden og handlekompetencer hos fagpersoner, pårørende og andre voksne med senfølger gennem kvalificeret erfaringsbaseret formidling.

Fængselsakademiet for Uddannelse og Social Inklusion (FUIN)

Projekt Fængselsakademiet for Uddannelse og Social Inklusion (FUIN) omfatter tre hovedaktiviteter: 1) Ansættelse af akademisk medarbejder til understøttelse af FUIN’s aktiviteter, som SDU’s Inside/Out-kursus Kriminalitet, straf og kriminalpræventive strategier, med deltagelse af studerende fra SDU og studerende indsatte, 2) udvikling af uddannelsesforløb for undervisere fra forskellige uddannelsesinstitutioner og NGO’er, 3) dataindsamling til dokumentation af læringsudbytte. Projektet forventes at inspirere flere indsatte til uddannelse og skabe aktiviteter, der inkluderer dem i samfundet.

Back on Track: Inklusions- og resocialiseringsprojekt for indsatte i tre danske fængsler

Back on Track er et 3-årigt projekt, der skal støtte tidligere indsatte i overgangen fra fængsel til et liv uden kriminalitet. Ved at kombinere peer-to-peer mentoring, idrætsaktiviteter og samarbejde med Café Exit vil projektet skabe et stærkt fællesskab, der forebygger tilbagefald og styrker social inklusion. Projektet vil skabe en stærk bro fra fængsel til civilsamfund og arbejdsmarked, hvilket understøtter en positiv og varig forandring for de involverede.

Et bæredygtigt Café Exit til fremtiden

Gennem projektet styrkes Café Exits kerneaktiviteter og det frivillige arbejde, med et øget fokus på identitet og kommunikation både internt og eksternt, som skaber opbakning og kvalificerer Café Exits deltagelse i dialogen om resocialisering. Der implementeres en job- og uddannelsesrettet indsats, så flere tidligere indsatte kommer i job og uddannelse. Der udvikles en forretningsmodel med en større andel af selvfinansiering end tidligere, som gør organisationen og dens grundindsatser mindre sårbare overfor skiftende fokus hos staten og blandt fonde og foreninger.

Udvikling af et udvidet støttetilbud til ofre/vidner i retten

Projektets mål er at skabe en vidnestøtteordning i Danmark, der skal give støtte, omsorg og følgeskab til vidner, der måtte have behov for det. Vidnestøtteordningen skal bygge på principper og erfaringer fra allerede kendte vidnestøtteordninger rundt om i Europa. Projektet vil fokusere på to politikredse med udgangspunkt i de lokale offerrådgivninger der. Opgaven vil være at etablere et samarbejdsforum mellem Offerrådgivningen og de formelle aktører i retterne og undersøge rammerne for vidnestøtte. Med udgangspunkt i dette udvikles en uddannelse for vidnestøtter og en operationel plan.

Vælg den forandringsmission, der passer bedst til jeres indsats: