Read more about Forandringsmission

Fælles om et bedre beredskab

OBS: Denne forandringsmission kan kun søges af inviterede.

Når sirenen lyder: Beredskab er ikke kun myndighedernes ansvar

Når sirenevarslingen lyder den første onsdag i maj kl. 12 hvert år, stopper mange af os et øjeblik op. Lyden er velkendt og kortvarig, men den minder os om noget grundlæggende: At der findes systemer og beredskabsplaner, som skal beskytte os, hvis noget går galt. Samtidig rejser sirenen et større spørgsmål: Hvad betyder beredskab egentlig i dag – og hvem har ansvaret?

I mange år har beredskab været forbundet med professionelle aktører og tekniske løsninger. Noget, der lå uden for hverdagen og uden for de fleste borgeres ansvar. I dag er billedet et andet. Klimaforandringer, forsyningssvigt, digital sårbarhed og geopolitisk usikkerhed har gjort det tydeligt, at beredskab er et fælles samfundsanliggende. Det handler ikke kun om materiel og planer, men i stigende grad om mennesker, fællesskab, handlekraft og trivsel.

Håb, viden og handlemuligheder

Når kriser kan ramme hurtigt og på forskellige fronter, er det afgørende, at vi som samfund ikke kun reagerer, men også forebygger og forbereder os sammen. Håb, viden og handlemuligheder er ikke abstrakte størrelser – de er forudsætninger for tryghed og livskvalitet.

Det var også et centralt budskab, da regeringen på pressemødet den 20. februar i år præsenterede Danmarks nye totalberedskab. Her blev betydningen af samarbejde på tværs af sektorer tydeligt understreget. Samtidig stod det klart, at vi alle fremover er en del af Danmarks beredskab. Når krisen rammer, skal vi ikke kun kunne hjælpe os selv, men også hinanden.

Når beredskab bliver en del af hverdagen

Beredskab handler i dag ikke kun om indsatsen, når krisen rammer. Det handler også om, hvad vi gør før og efter. Om viden, tryghed og evnen til at handle, både som individer og i fællesskaber.

Forskning og erfaringer fra vores nordiske nabolande viser, at samfundet står stærkest i kriser, når borgerne ved, hvad de selv kan gøre, og når de har nogen at stå sammen med. Når beredskabet bliver konkret og nærværende, styrkes både handlekraften og den oplevede tryghed. Her spiller de nære fællesskaber en afgørende rolle. Det er i foreningslivet, lokalområderne og frivilligheden, at relationer, tillid og viden opbygges. Ofte er det også her, den første hjælp findes, når noget uventet sker. Derfor er beredskabet tæt forbundet med trivsel og social sammenhængskraft.

Et bredere blik på beredskab og forebyggelse

I Østifterne ligger det dybt i vores DNA som tidligere forsikringsselskab at forebygge skader i fællesskab og sikre, at ingen står alene, når krisen rammer. Det brede blik på beredskab er derfor centralt i Østifternes uddelingsstrategi, som bygger på en missionsdrevet tilgang til samfundsforandring.

Her ses beredskab ikke som en isoleret, teknisk disciplin, men som en del af en større forebyggende og trivselsfremmende dagsorden. Med forandringsmissionen Fælles om et bedre beredskab arbejder Østifterne for at styrke borgernes og samfundets modstandskraft mod kriser og klimarelaterede udfordringer – gennem mennesker og fællesskaber, ikke kun systemer. Missionen udspringer af Østifternes formål om at bidrage til forebyggelse, tryghed og social robusthed med særligt fokus på børn, unge og mennesker i sårbare positioner. Beredskab bliver dermed ikke noget, vi kun aktiverer i undtagelsestilstande, men noget, vi opbygger løbende som en del af et trygt hverdagsliv.

Samarbejde som forudsætning for effekt

Beredskab handler ikke om at have alle svarene. Det handler om at stille de rigtige spørgsmål – og om at samle viden, aktører og handling i en fælles retning. For Østifterne betyder det bl.a. at bruge rollen som almennyttig aktør til at:

  • løfte vigtige samtaler om beredskab og forebyggelse
  • støtte indsatser, der styrker menneskers handlekraft og trivsel
  • indgå i partnerskaber, hvor løsninger udvikles og forankres i fællesskab

Derfor bakker Østifterne bl.a. op om Beredskabspartnerskabet som har fokus på opbygningen af et totalberedskab i Danmark. Partnerskabet samler myndigheder, civilsamfund, erhvervsliv, fonde og foreninger om klare ambitioner om bedre sammenhæng, tydelige roller og større effekt.

Sammen om et bedre beredskab

Beredskabsugen er én anledning blandt flere, hvor denne bevægelse bliver synlig som et rum for fælles refleksion og læring. Et sted, hvor beredskab kan tales om uden frygt og hvor der er fokus på muligheder. Ingen kan forudsige den næste krise, men vi sammen forberede os på den. Det er den bevægelse, Østifterne ønsker at bidrage til: et langsigtet arbejde for bedre trivsel, stærkere fællesskaber og et mere robust samfund – nu og i fremtiden.

Uddelingskriterier

(Forandringsmission – lige nu kun for inviterede. Den åbner for ansøgninger senere.)

Vi vil styrke samfundets modstandskraft, så flere kan forebygge, handle og stå sammen, hvis og når kriser og klimarelaterede hændelser rammer. Med denne forandringsmission arbejder Østifterne for at Danmark får etableret et totalberedskab, der er bredt, inkluderende og tæt på hverdagen.

Et stærkt beredskab handler ikke kun om udstyr og planer. Det handler også om viden, handleevne og fællesskab. Derfor har missionen fokus på at opbygge kompetencer og samarbejde hos borgere, lokalsamfund og institutioner, så flere kan reagere hurtigt og sikkert – før, under og efter en krise.

I takt med, at klimaudfordringerne vokser, skal beredskab tænkes bredere. Det kan være alt fra brandberedskab og førstehjælp til klimatilpasning, lokale løsninger og forebyggelse af klimaskader. Forandringsmissionen støtter indsatser, der styrker materiel, kompetencer og koordinering, så beredskabet matcher både nutidens og fremtidens behov.

Inklusion som grundprincip

Sårbare grupper skal ikke kun beskyttes – de skal inddrages aktivt i løsningerne. Forandringsmissionen har derfor et særligt fokus på at udvikle beredskab, hvor alle har mulighed for at bidrage og blive hørt. Det skaber mere robuste løsninger og et stærkere fællesskab.

Partnerskaber og fælles løsninger

Forandringsmissionen bygger på partnerskaber. Vi tror på, at varig forandring skabes, når civilsamfund, myndigheder, frivillige og andre aktører arbejder sammen, med klare roller og fælles mål.

OBS: Denne forandringsmission kan ikke søges lige nu.
Vi opdaterer hjemmesiden, når missionen åbner for ansøgninger eller partnerskaber.

Kontakt: Laura Thatt ltha@oestifterne.dk.

Ved spørgsmål til denne forandringsmission, kontakt: Laura Thatt ltha@oestifterne.dk.