Interview

Som ny direktør i Østifterne, er der store forventninger til, hvordan Kenneth Hedegaard vil løfte arven fra sin forgænger. Men det afskrækker ham ikke fra at gøre titlen til sin egen – tværtimod. Han har allerede konkrete ambitioner og han glæder sig til at trække i arbejdstøjet.

Af Emma Schultz Christiansen, kommunikationskonsulent i Østifterne.

For advokat Kenneth Hedegaard venter der et nyt arbejdseventyr her efter sommerferien, hvor han overtager direktørposten i foreningen Østifterne. Men hvad betyder det egentlig at skulle forlade et arbejde, man stadig er glad for? Hvad glæder han sig til at blive klogere på i sit nye job og hvordan vil han gerne huskes, den dag han forlader posten? Alt det og lidt mere, har jeg spurgt Kenneth om, som optakt til alt det nye, der venter.

Der er noget spændende ved at få en ny direktør. Måske især i en forening som Østifterne, hvor det daglige arbejde varetages af et forholdsvis lille sekretariat. En forening, der har en bestyrelse og en delegeretforsamling som øverste myndighed. Hvor de store beslutninger faktisk ikke er 100% vores egne, men altid bliver truffet i tæt samarbejde med bestyrelsen.

Derfor har jeg også været meget spændt på i dag. For ikke nok med, at vi, som medarbejdere, får ny direktør, så gør hele foreningen Østifterne også. Det er et direktørskifte, der markerer en ny start for Østifterne, hvor traditionerne selvfølgelig følger med og præger den fremtid, som  Kenneth Hedegaard nu skal sætte sit præg på.

Jeg har sat Kenneth i stævne i Østifternes mødelokale, for at snakke om det nye, det gamle, traditionerne og transformationerne. Jeg har sendt ham mine spørgsmål på forhånd og han har sendt mig sine umiddelbare tanker om sine svar retur.

Vi ved begge to godt, hvilken retning vi skal i og hvor vi skal ende, når vores time sammen er slut.

Det er derfor uden de store bekymringer, at jeg trykker på ’optag’ og starter vores snak ved begyndelsen.

Hvem er Kenneth Hedegard?

- Jeg er født og opvokset i Odense, i en familie med to storebrødre. Min far var ingeniør og min mor var sygeplejerske. De havde et sommerhus, der lå i nærheden af, hvor vi boede og der flyttede vi op og boede hele sommerferien. Det var ret hyggeligt. Skøn natur, strand, vandsport og ud at fiske.

- Om vinteren stod vi på ski i Norge. Når jeg sådan tænker tilbage på, hvad vi lavede dengang, så var der jo rigtig meget sport, fritid og foreningsliv. Det har været en god og tryg barndom, jeg har haft på Fyn.

Efter gymnasiet tager Kenneths videre livsbane ham først forbi en kaserne i Næstved, mens han er værnepligtig, og senere til København, da han beslutter sig for at læse jura.

Selvom studielivet og den spirende karriere i København har godt fat i Kenneth, glemmer han ikke sine rødder. Han er derfor ofte hjemme på Fyn og se sin familie og sine gamle venner. Besøgene på Fyn fører til, at han møder sin kommende kone.

- Jeg mødte Lene efter jeg var flyttet til København, selvom hun også er fra Odense. Hun endte med at flytte til København et år efter. Og så har vi faktisk været sammen lige siden. Vi har senere fået to børn, Kasper og Emil, som begge to bor i København nu. Det er dejligt at have familien tæt på.

Den spirende karriere tager fart, da Kenneth afslutter sit jurastudie. Hans studiejob på advokatkontor bliver til en fastansættelse og han befinder sig godt i rollen som advokat.

- Jeg var glad for jobbet som advokat og havde egentlig ikke planer om så meget andet.

En dag opstår der dog en jobmulighed, som han har svært ved at sige nej til.

- Det handlede om at bygge en ny funktion op i Nykredit, koncernjuridisk afdeling. Det var en spændende udfordring og et job, der forenede forretning, jura og ledelse. Og så tænkte jeg, at det kunne være sjovt at prøve at sidde på klientens side af bordet.

- Til at starte med, der overvejede jeg, om det var noget jeg skulle arbejde med i en periode og så tilbage til advokatsektoren. Men jeg har været virkelig glad for at være i Nykredit og har løbende fået nye udfordringer, så det er endt med, at jeg nu har været dér i, ja, mere end 20 år.

Det kan derfor umiddelbart virke overraskende, at Kenneth, der kommer fra en stilling som juridisk direktør i Nykredit, har valgt at skifte job og branche netop nu.

Det gør mig nysgerrig på, hvordan det egentlig kom i stand, at Kenneth nu skal overtage Lars’ job som direktør. Hvordan opstod ideen?

- Da jeg startede i Nykredit, havde Nykredit købt et forsikringsselskab af Østifterne og i den forbindelse fik jeg, fordi jeg sad i den her interne advokatrolle i Nykredit, den opgave at være Nykredits kontakt til og juridisk sparringspartner for Østifterne.

Kenneth og Lars har altså en mangeårig arbejdsrelation. Netop den relation gjorde, at det nærmest føltes naturligt for dem begge, da Lars, i forståelse med bestyrelsen, for lidt mere end et års tid siden luftede ideen om direktørposten i Østifterne for Kenneth.

- Lars kommer forbi på et tidspunkt i løbet af foråret sidste år og siger, at han har en overvejelse om at gå på pension. Her spørger han, om jeg kunne have interesse i at tage over som direktør efter ham. Det havde Lars og jeg så en opfølgende dialog om og det førte senere til drøftelser med bestyrelsens formandskab. Det endte, efter en god proces med formandskabet, med, at de tilbød mig jobbet og jeg sagde ja til udfordringen.

Som kontaktperson for Østifterne i Nykredit, har Kenneth ikke kun arbejdet tæt sammen med Lars. Han har også deltaget i næsten alle delegeretmøderne gennem årene som repræsentant for Nykredit – og faktisk også ofte som dirigent på generalforsamlingerne. Det har givet ham en unik mulighed for at følge med i foreningens arbejde fra sidelinjen og samtidig lære delegeretforsamlingen at kende.

- Og det har været en stor fornøjelse! Når jeg er taget hjem fra møderne, så har det altid været med masser af god energi, fordi man har kunne se, at de midler, som Østifterne har at gøre godt med, virkelig bliver brugt til nogle gode formål.

Og så er der det her med den her særlige ”Østifterne-ånd”, man især som ny i foreningen hører rigtig meget om. Hvad er den for dig? Hvad synes du definerer ”Østifterne-ånden”?

- Jeg oplever, at alle føler sig enormt godt tilpas i Østifternes selskab. Når der tales om ”Østifterne-ånden”, så handler det i høj grad om fællesskab og et fælles ønske om at gøre noget godt for andre. Der tror jeg, man har været heldig, eller dygtig, til løbende at finde de rette ildsjæle til delegeretforsamlingen og dermed også til bestyrelsen. Og det gælder også i sekretariatet.

Første gang jeg mødte Kenneth, var netop til et delegeretmøde – nærmere bestemt Østifternes generalforsamling i maj 2024. For at være helt ærlig, havde jeg ikke lagt specielt meget mærke til lige præcis Kenneth den dag. Det var min første generalforsamling og det var meget overvældende at skulle møde delegeretforsamlingen for første gang, samtidig med at jeg skulle stå på mål for og præsentere alle de nye kommunikationstiltag i foreningen.

Til middagen om aftenen, placerede bordplanen mig ved det samme runde bord som Kenneth og jeg tror, det er den eneste grund til, at jeg flere måneder senere kunne sætte ansigt på ham, da Lars afslørede, hvem der skulle overtage direktørposten. Til den middag spurgte Kenneth nemlig interesseret ind til mig, min baggrund og hvordan jeg var endt hos Østifterne.

Det kendetegner på mange måder den Kenneth, jeg siden er begyndt at lære at kende. En ny direktør, der er oprigtigt nysgerrig på sine nye opgaver, sine nye kollegaer og sine nye samarbejdspartnere. En direktør, der suger viden til sig og som også er åben for nye ideer, allerede inden han officielt er tiltrådt i sin nye stilling.

Men Kenneth har også selv taget nye ideer og ambitioner med til Østifterne. Det sidste halve års tid har han nemlig arbejdet tæt sammen med Lars, bestyrelsen og sekretariatet i et omfattende strategiarbejde, der nu har skabt en ny strategisk retning for foreningen.

- Det har jo været så godt, at Lars og jeg har fået muligheden for at arbejde tæt sammen omkring den nye strategi. Jeg har fået lov til at komme ind lidt udefra, med den viden jeg har fra mit tidligere job. Lars har omvendt haft historien med og haft en super god fornemmelse af, hvor delegeretforsamlingen, bestyrelsen, sekretariatet og alle interessenter er henne. Hans erfaring om, hvad der virker og nyt input udefra, har været en god kombination.

- Jeg tror, at Lars har haft det godt med, at jeg her til sidst har taget over på strategiopgaven. Det er også en erkendelse af, at det jo ikke er ham, der har ansvaret for det fremadrettet. Det tror jeg han har tænkt over. Det der med at sikre, at jeg har ejerskabet til dét, der skal leveres fremadrettet.

På mange måde virker Kenneth enormt rolig, når snakken falder på den rolle og den forening han indtræder i den 1. august 2025. Det virker ikke til, at overgangen fra det ene job til det andet bekymrer ham. Det virker allermest til, at han kun glæder sig til alt det nye og al den læring, der venter på ham.

Det virker for mig som to meget forskellige jobs, men tror du også, det rent faktisk er dét?

- Der er da meget, der bliver anderledes, det er helt sikkert. Men jeg tænker også, at der er en god sammenhæng mellem det gamle job og det nye job. Der er relationen til Nykredit og Privatsikring, som jeg allerede har en tæt kontakt til. Der er foreningen og medlemmerne, som er et område jeg i forvejen kender fra mit samarbejde med Forenet Kredit. Der er strategi og ledelse, som også var en del af mit tidligere job og til sidst er der en formue, som skal forvaltes. Det kender jeg også til qua mit tidligere arbejde.

- Til sidst er der uddelingsområdet, som jeg jo ikke har været så tæt på. Det er til gengæld en spændende udfordring, som ligger i det nye job. På det område er der nok en stejl læringskurve, men det er jeg meget tryg ved. Her ved jeg, at jeg vil få rigtig god hjælp fra mine dygtige kollegaer i sekretariatet.

Det er i virkeligheden en tung arv, som afgående direktør Lars Suhr Olsen efterlader. Han har været et fyrtårn i både Østifterne, forsikringsbranchen og fondsverdenen. En arv, Kenneth håber på at kunne løfte med den samme altoverskyggende ordentlighed som hans forgænger besidder.

- Jeg har ikke mødt nogen, der ikke bare rigtig godt kan lide Lars og som ikke lytter til, hvad han har at sige, når han siger noget. Det har jeg helt sikkert selv lært meget af undervejs.

Har Lars givet dig nogle gode råd eller klædt dig særligt på til noget bestemt?

- Ikke umiddelbart, men måske uden at jeg helt ved det? Han er jo ikke typen, der fortæller én, hvad man skal gøre. Men han har lært mig meget gennem årene og jeg håber og tror på, at han har tillid til, at jeg kan løfte opgaven.

Det er tydeligt at mærke, at Kenneths respekt for Lars er dyb og går mange år tilbage. Jeg er ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at Kenneth er meget bevidst om, hvor store sko han skal udfylde. Samtidig ved han også, at man ikke kan være direktør i en almennyttig uddelende forening som Østifterne uden en grundlæggende personlig ydmyghed.

Selvom fremtiden er usikker, er den ikke ukendt. For Kenneth er der nemlig et klart formål for Østifterne de kommende år:

- Erkendelsen er, at Østifterne gennem de senere år er blevet kendt af flere. Det betyder blandt andet, at der kommer flere ansøgninger. Afkastet fra foreningens formue er godt, men det er også begrænset. Derfor er vi nødt til at prioritere indsatserne og tænke over, hvad det rent faktisk er for projekter, konkrete ideer og forandringsagendaer, vi skal støtte fremadrettet.

- Der er blevet lagt en overordnet retning i den nye strategi, der handler om skadesforebyggelse og trivsel. Det er dén vi kommer til at forfølge, så vi bliver mere skarpe på de projekter, vi støtter op omkring og de forandringsmissioner, vi gerne vil medvirke til. Det bliver super spændende.

Det er derfor med arbejdshandskerne på og arbejdstøjet strøget og klar, at Kenneth indtræder som direktør i foreningen.

Og spørger man ham, hvordan han håber at efterlade foreningen, den dag han ikke længere er direktør, vidner hans svar om præcis den ydmyghed, han selv har observeret hos Lars igennem årene.

- Jeg håber da, at jeg, ligesom Lars, kan sige, at der skete noget i den tid jeg var til stede. Vi var i Østifterne med til at gøre en forskel og forandre verdenen til det bedre. Vi var med til at støtte initiativer inden for skadeforebyggelse og almennyttige formål, blandt andet igennem lokale uddelinger, der har fokus på fællesskabet.

- Jeg kunne godt tænke mig, at vi fortsætter ned ad den vej, hvor det bliver en kombination af den brede, landsdækkende støtte, i det små og til de mange, og så finde de konkrete forandringsmissioner, vi skal drive i samarbejde med andre. Få det til at ske i det små, men få det til at vokse til noget større, ikke?

Han tager sig en tænkepause. Jeg kan mærke, at det her spørgsmål er vigtigt for ham og at han overvejer sine ord nøje. For hvordan vil man gerne efterlade en post, man først nu skal til at overtage?

- Det er ikke så vigtigt for mig som person, men… At kunne sige, den dag man stopper i Østifterne, at man i hvert fald har bidraget og sammen med andre været med til at skabe nogle bedre betingelser for andre mennesker. Det ville da være skønt at kunne forlade jobbet med dét i bagagen. Det er jo dét, der i det hele taget er skønt ved at arbejde i en virksomhed, der har det formål, som Østifterne har.

Jeg spørger Kenneth, om han har mere at tilføje inden vi går tilbage til vores egentlige arbejde bag skrivebordet.

Nej, svarer han.

Hvorefter han samler sine ting sammen og går mod døren til mødelokalet.

Inden han tager fat i dørhåndtaget, vender han sig rundt og takker for en god snak.

Hvorefter han besvarer sin ringende telefon og fortsætter videre i dagens program. Allerede i fuld gang med at overlevere, overtage og omvende sin dagligdag til alt det nye.