Årsrapporter 2025
Østifterne offentliggør årsrapporter for 2025
Østifterne har nu offentliggjort årsrapporterne for 2025 for Østifterne Almennyttig f.m.b.a. og Østifterne Skadeforebyggelse f.m.b.a. Årsrapporterne giver et samlet overblik over årets aktiviteter, økonomiske resultater og de indsatser, der i årets løb blev iværksat for at forebygge skader og fremme trivsel over hele landet.
2025 var et år med høj aktivitet i Østifterne, med fortsat fokus på at omsætte foreningernes formål til konkrete uddelinger og langsigtede indsatser. Det var desuden et år med et godt resultat. Et samlet overskud på 224 mio. kr. og uddelinger for 101 mio. kr. svarende til den strategiske målsætning for året.
Årsrapporterne beskriver den nye fælles uddelingsstrategi, som Østifterne Almennyttig og Østifterne Skadeforebyggelse vedtog i 2025 og som sætter retningen for det fremadrettede arbejde med at fremme mulighederne for bedre trivsel nu og i fremtiden.
I årsrapporterne kan man blandt andet læse om:
- Østifternes formål, værdier og strategiske indsatsområder
- Årets uddelinger og filantropiske aktiviteter
- Økonomiske nøgletal og regnskab for 2025
- Governance, ledelse og arbejdet med god fondsledelse
Årsrapporterne markerer samtidig, at 2025 var et særligt år i Østifternes historie. I 2025 fik vi nemlig en ny direktør, efter at direktør Lars Suhr Olsen valgte at gå på pension. Den nye direktør er advokat Kenneth Hedegaard, som siden den 1. august 2025 har varetaget den daglige ledelse af foreningen.
Derudover kunne Østifterne fejre 25-års jubilæum som uddelende forening. Jubilæet blev blandt andet markeret med lanceringen af en særlig jubilæumspulje på 15 mio. kr., som havde til formål at anerkende og støtte frivilliges indsats i foreningslivet over hele landet.
Jubilæumsåret gav samtidig anledning til at se tilbage på 25 års uddelinger og på den udvikling, som foreningen har været igennem siden sin etablering i år 2000.
Årsrapporterne for 2025 kan læses og downloades her.