Sammen om hinanden

Østifterne har sammen med Boligselskabet Boliggården, Konradi - liv i og mellem husene og SSP Helsingør startet en indsats i tre boligområder i Helsingør med henblik på at give børn og unge ansvar og muligheder i eget liv

Drenge krammer på fodboldbane

Projektet "Sammen om Hinanden" har til formål at afdække og afhjælpe de udfordringer, børn og unge står med, som får dem til at vælge at indgå i usunde fællesskaber, som f.eks. bander. Projektet tager udgangspunkt i boligområderne Ringen i Helsingør (Vapnagård, Nøjsomhed og Nord Vest).

Sammen om Hinanden er designet ud fra udtrykket "It takes a village to raise a child", og har således til formål at involvere både familier, beboere, boligselskab, kommune, skoler, m.fl. i en samlet indsats for at give børn og unge i området det bedste mulige udgangspunkt for at træffe nogle sunde valg for dem selv. arbejdet tager udgangspunkt i en involvering af børn og unge, så deres stemme bliver hørt, og de lærer at tage ansvar for deres eget liv.

Projektet skal overordnet set være med til at bryde den rekrutteringsbase, som bander har i boligområderne, gennem en tidlig indsats, hvor de mennesker og rammer, som er omkring børnene og de unge, understøttes i at give dem den støtte og base, som de har brug for til at komme ind i uddannelse og job, og skabe en god tilværelse.

 

Altinget har bragt en artikel omkring Sammen om hinanden, som du kan læse her.